Telefon: 30 27 03 87
Mail: anne.mette.celestia@gmail.com
BALKANDANS
Letøvede kl. 17:00 - 18:30
Øvede kl. 18:00 - 19:30
På holdet for letøvede gennemgår vi trin og danse som danses på holdet for øvede. Holdet er også for erfarne dansere der har danset andre steder.
Den første lektion vil blive meget koncentreret undervisning. I anden lektion nyder vi dansene sammen med de øvede dansere og Ib's harmonikaspil.
På holdet for øvede starter dansen sammen med de letøvede til levende musik og i sidste lektion danser vi løs af holdets store repertoire til cd'er.
BALKANDANS OG SQUAREDANCE - BEGYNDERE.
Vi vil danse begge disse vidt forskellige danseformer hver gang. Balkandansene er mest kædedanse dvs. her kræves ingen partner.
Squaredance er kvadrilledanse - men alle er velkomne med eller uden partner - det kan dog blive nødvendigt med en midlertidig "kønsskifte" under squaredansen
- og det vil vi så lade gå på skift, hvis det bliver aktuelt. Til balkandansen vil der være levende musik leveret af Ib på harmonika. Til squaredansen danser vi til de gamle, fantastiske callere.
Der vil helt sikkert blive grint igennem i løbet af de to lektioner.
BLOKFLØJTESAMMENSPIL PÅ HOLD 12161:
Fortrinsvis renaissance- og barokmusik for blokfløjteensemble. Du skal være helt fortrolig med mindst 2 fløjtetyper (samt medbringe dem) f. ex. alt og tenor.
Du skal også gerne læse rimeligt fra bladet og være indstillet på at forberede dig fra gang til gang. Holdet har tradition for at være ekstremt hyggeligt.
Ring til læreren FØR tilmelding.
BLOKFLØJTE
Udover at være et smukt instrument, er blokfløjten også et meget praktisk instrument, som man kan have med sig uden besvær.
Nu til dags kan man købe gode kunststofblokfløjter, for at komme i gang uden de store udgifter. For den rutinerede spiller er en træblokfløjte dog langt at foretrække, klangmæssigt og æstetisk.
Repertoiret tilrettelægges sammen med eleverne, og det kan spænde fra renaissance til balkanfolkemusik. Med eller uden noder. Ring til læreren og få en snak.
KLAVER
Klaverundervisningen tager udgangspunkt i, hvad eleverne ønsker at spille. Du behøver ikke at kunne noder. Du har måske/måske ikke lyst til at lære det. Det er ikke det vigtigste.
Vigtigst er motivationen ligesom det er en forudsætning at have et instrument i hjemmet for helt uden forberedelse går det ikke.
Til gengæld er det aldrig for sent at starte med at lære at spille et nyt instrument. Undervisningen er generelt baseret på klassisk klaverspil og kun i mindre grad becifring.